Praktisk information til rideskoleryttere

Information

 

Mødetid

Første gang du kommer til holdundervisning skal du kontakte instruktøren inde i hallen. Det er OK at du går ind på midten og melder din ankomst. Instruktøren ved jo ikke om du er ny eller blot en tilskuer, hvis du bare står ud ved kanten.  (Prøvetimer afregnes kontant eller kan overføres via Mobile Pay - 100 kr.) Indmeldelse sker via den elektroniske indmeldelsesblanket på denne hjemmeside. Alle der rider på hold skal være medlem af Frederiksværk rideklub. Kontingent og indmeldelsesgebyr fremgår af oversigten over kontingenter.

Det er altid vigtigt, at du kommer i god tid til undervisningen, minimum et kvarter før, da du eventuelt skal strigle og sadle hesten op. Husk også at afsætte et kvarter efter timen til at sadle hesten af og strigle den, hvis den ikke skal bruges mere den dag. Inden hovedtøjet hænges pænt på plads i sadelrummet vaskes bidet. Sadlen hænges ligeledes på plads efter brug på skolehesten plads i sadelrummet. Brugte strigler lægges på plads i den store strigleplads.

Fra ca. den 1. maj til 1 en . november skal ponyerne lukkes på græs efter den sidste rideskoletime. Dette sker sammen med instruktøren og altid iført ridehjelm.

Udstyr

Det eneste udstyr, som du skal have, er en ridehjelm - her kan en cykelhjelm bruges, indtil du får købt en ridehjelm. Desuden er der mulighed for at låne en ridehjelm i klubben. Sko/støvler skal være med hæl. Sørg for at have bukser på uden indvendig søm ellers kan du risikere gnavesår fra syningerne. Gummisko og sandaler egner sig ikke af sikkerhedsmæssige årsager.

Du kan sagtens vente med at købe ridebukser og støvler, indtil du er sikker på, at ridning er noget for dig.

Åbningstider

Rideklubben holder åbent indtil kl. 22.00 på hverdage. I weekenden og helligdage er der åbent til kl. 20.00

Ferielukket

Rideskolen holder lukket på alle helligdage og i skolernes ferier, dvs uge 7 og 42 og sommerferie fra uge 27 til uge 32. Den månedlige prissætning tager højde for disse afbrydelser og der vil derfor ikke være reduktion i de måneder, der er berørt af helligdage og ferier. Dog opkræves der ikke for ridning i juli måned.